nightmare-ish

Alt var rødt. Hospitalssengen, jeg lå i, lagner, gardiner, vægge, døre. Det hele var rødt.

Jeg kunne mærke, at der var noget i rummet. Noget ondt. Hvad det var og i hvilken form, anede jeg ikke. Men det var der. Og det var ude på, at gøre mig fortræd. At torturere mig. At slå mig ihjel.

Jeg tænkte, at jeg måtte ud derfra. Men der var noget galt. Jeg prøvede, at bevæge mig, men jeg kunne ikke. Jeg blev mere og mere panikslagen. Jeg kunne mærke det onde, hvad det så end var, hvad det så end ville mig, komme op under min dyne. Og det kom tættere og tættere på mit ansigt.

Det slog mig, at jeg måtte kalde på nogen. Så jeg kaldte på min datter. Men vent... Hvad var det for nogle lyde, der kom ud af min mund? Jeg kaldte og kaldte og blev mere og mere desperat, men det eneste, der kom ud af min mund var uforståelige lyde. Jeg kunne hverken bevæge mig, eller råbe.

Det eneste jeg kunne foretage mig var, at ligge der på briksen. Og vente på, at døden ramte mig.