På en bænk i en skov

Jeg sidder på en bænk. I en skov. Nær en bæk. Med fuglefløjt i trækronerne og den søde duft af morgendug i luften. Jeg mærker den kølige efterårsvind på min hud. Det er som om jeg altid har siddet der. Jeg ved ikke hvorfor jeg er der eller hvad der vil ske. Men måske er dét hele formålet? Med dét. Med livet. Med alting. At jeg ikke ved om jeg er her i morgen. At jeg ikke ved om ham jeg elsker vil være den samme om 10 år. At jeg ikke ved om det mål jeg har sat mig for, vil være dét mål jeg ender med, at opnå.

Det skræmmer mig. Og så alligevel ikke.

Menneskers drømme og håb ændrer sig hele tiden, det vigtigste er bare, at når éns drøm ændrer sig, skal man gå efter den nye.

Dét er den eneste måde, at blive lykkelig på.